OM YOGA

Yoga er andet og mere end en række øvelser for krop (asānas) og åndedræt (prānāyāma). Den er et af de seks systemer inden for den indiske filosofi. Ordet ”yoga” er sanskrit, og stammer fra roden ”yuj”, der betyder ”at forene”. At forene det individuelle selv med det universelle selv. Så yoga er forening af krop, sind, følelser og intellekt.

Yogaen omfatter således mange aspekter af livet, og er en måde, hvorpå du oplever både fysisk, mental og åndelig træning. De fleste opfatter yoga som en række mere eller mindre udfordrende, fysiske øvelser. De fysiske øvelser er dog kun en del af yogaen. Når du dykker ned i yogaen, finder du ud af, at det er en filosofi, en særlig måde at tilgå livet på. At den først og fremmest er en fysisk, mental og åndelig disciplin, der giver selvindsigt – du lærer dig selv bedre at kende.


TANKEMYLDER - KENDER DU DET?

Vi bliver konstant distraheret, og vi forsøger at multitaske. Den indre dialog er konstant i gang, med tanker og idéer og ”man kunne jo også….”. Her kan yogaen hjælpe dig med, for en stund, at lukke af for tankemylderet, så du blot er i yogaen.

Bevidst arbejde med åndedrættet giver ny energi og ro på nervesystemet, og gennem forskellige øvelser og teknikker kan det have en direkte indvirkning på hvordan du har det mentalt og fysisk. Og derfor arbejder vi på at finde ro i øvelserne, så der er ro til at fokusere på åndedrættet i de forskellige asānas.

Yogaen slår autopiloten fra for en stund, og får dig til at slå rødder. Når du dyrker yoga kan du ikke andet end at koncentrere dig om netop det, lige nu, lige her. I dette øjeblik.

 

Kontakt mig

Skovagervej 6, Øster Højst

6240 Løgumkloster

CVR: 39867273