’Hvorfor bruger du egentlig ikke musik i din yogaundervisning?’

Det spørgsmål har jeg fået et par gange. Og hvorfor bruger jeg egentlig ikke musik i undervisningen, andet end syngeskåle og klokker?

Vi lever i et gensidigt forpligtende fællesskab, også når det gælder lyd. En slags sonisk medborgerskab - et udtryk jeg hørte i et afsnit af Brinkmanns Briks. Vi har ret til at larme, og pligt til ikke at larme i bestemte situationer. Har vi også ret til stilhed? Og hvornår har vi muligheden for at opleve stilhed?

Og så sanser vi, før vi erfarer. Som menneske forsøger vi at få oplevelser til at give mening ud fra erfaringer. Når vi hører – eller oplever - en bestemt lyd, forsøger vi at få den sat i en sammenhæng, at få den til at give mening ud fra, hvad vi allerede har oplevet i vores liv. Og den oplevede lyd og den målbare lyd er fuldstændigt forskellige ting. Tænk blot på høj musik til en koncert, du er til – den oplever du med garanti som noget positivt. Samme niveau i decibel i en fabrikshal med maskinstøj – det er en helt anden oplevelse. Har du i øvrigt lagt mærke til, at vi opsøger musik, der kan være med til at forstærke den stemning vi er i? Og hvordan du kan have brug for lyde og stilhed, alt efter hvordan du har det?

Forestil dig, at du er i en situation, hvor du oplever høje lyde. En situation, som du ikke nødvendigvis selv har ønsket at være i. Kan du kontrollere lyden eller lydniveauet? Hvis ikke, hvad gør du så? Love it, change it or leave it? Du har altid et valg.

Jeg kan fx ikke bakke i min bil, når radioen er tændt. Jeg oplever, at lydbølgerne simpelthen blokerer for min synssans. Og jeg har aldrig kunnet høre musik mens jeg laver lektier eller arbejder – jeg kan simpelthen ikke koncentrere mig om andet end musikken, at lytte til nuancerne i musikken. Så mit valg har været at slukke for radioen eller musikken. Spørgsmålet er, om det er, fordi jeg selv spiller musik? Har jeg aflært evnen til at have musik som uforpligtende underlægningsmusik? Eller har jeg aldrig haft den evne? Musikken har lært mig at lytte, og jeg synes, at det er en katastrofe, at børn ikke har musik i skolen – de lærer ikke længere at lytte, sådan rigtig at lytte til hinanden, for at finde ud af, hvornår det er deres tur.

Første gang, jeg oplevede synge- og klangskåle, fik jeg et chok. Jeg lå relativt tæt på instrumenterne, og var ikke forberedt på, hvad der skulle ske. Lyde kan, om noget, forskrække (tænk blot på horrorfilm, hvor stor en rolle lydsiden spiller). Og i yogaen kan lyde forskrække, hvis det er under afspændingen, hvor krop og sind har givet slip - og hvis du som lærer ikke har fortalt, hvad der kommer til at ske.

Så - jeg har bevidst valgt ikke at have underlægningsmusik i yogaundervisningen. Fordi musikken tager opmærksomheden fra, hvad der sker i kroppen, i sindet – den forhindrer os i at lære at være med det, der er. Og, som en kursusleder på Løgumkloster Højskole, hvor jeg var indkaldt som yogalærervikar for et hold kor-kursister, sagde, så bliver musikken tit et ”lide/ikke lide” - det kan lige frem være en kilde til irritation, hvilket igen er noget, der forfører opmærksomheden - fører den væk fra det, den bør fokusere på. 

Vi var flere vikarer indkaldt i løbet af ugen, og jeg var den eneste, der ikke brugte musik undervejs. Da yogaundervisningen var færdig bemærkede en af kursisterne, at ”det var helt dejligt, at det kun var dig og så din stemme, der guidede os”. Det var uforpligtende kun at have en stemme, der guidede afspændingen. Og det bekræftede mig i, at Yogaværkstedet skal være et lydfrit (ikke et lydefrit - der er STOR forskel), lyduforpligtende rum. Der kan selvfølgelig være situationer eller tilstande, hvor musikken kan være en afledningsmanøvre – hvor den giver sindet en genvej til ro. 

Men den indre stemme kan ikke høres, før lydene omkring dig stilner.

Hvad er din oplevelse med musik og lyde i yogasammenhæng?