Vi er alle sammen kulturbærere

Vores mentale helbred er ekstremt vigtigt. Ja, ja, ja, det ved vi alle sammen godt – intet nyt under solen. Så hvorfor skrive om det igenigen?

Fordi det uden sammenligning er det, der har størst indflydelse på hvordan vi har det. Også fysisk. Det hele hænger sammen og påvirker hinanden gensidigt. Tanker, følelser, krop og adfærd.

Men hvor det kan være forholdsvist let at se og mærke, når kroppen har det skidt, kan det være svært, endog meget svært, at mærke når sindet har det skidt. Og dermed bliver det svært at finde ud af, hvornår du skal sige ja/nej/pyt. Eller arbejde med dig selv på at forsøge at ”love it, change it or leave it”.

Det kan ovenikøbet være, at kroppen siger fra før dit sind er klar over, at der er noget galt. Og hvis du ikke er opmærksom på signalerne, kan det udarte. Så din opgave er, ikke at nå dertil, hvor kroppen siger fra. Og at lære din egen krop og dens signaler at kende. Og så at lære at sige til og fra. Og lære at have det godt med at sige både til og fra. Og at lære hinanden, at det er OK at få sagt til og fra – det skal de omkring os også kunne rumme.

Og lige præcis det er lettere sagt end gjort.

Så - hvordan kan vi hjælpe hinanden med at få mere fokus på det mentale helbred, og hvor vigtigt det er, at vi har det godt? At vi lærer at rumme hinandens forskelligheder, at der ikke findes én eneste rigtig måde at være på? Og at vi opfører os pænt og ordentligt når vi møder forskellighed? At vi lærer vores børn, at det er OK at sidemanden nogle gange er ked af det eller råber højt, eller måske slår? At der ligger noget til grund for en bestemt opførsel, og at vi skal rumme, ikke ekskludere, udskamme eller drille, mobbe?

Især i skolerne, uddannelsessteder og på arbejdspladser, hvor vi tilbringer usandsynligt meget tid og skal indgå i sociale relationer på kryds & tværs, og måske slet ikke selv har valgt hvem vi tilbringer tiden sammen med, er det vigtigt, at vi har fokus på empati. At vi behandler hinanden pænt og ordentligt, også selvom vi er uenige.

Det starter i toppen. Altså hos ledelsen, lærerne, underviserne, trænerne, forældrene. Vi skal altid vaske trapperne ovenfra. Og det er dét, vi skal måles på og anerkendes for. Hvor gode vi er til at tage os af hinanden, hvilken opførsel vi udviser over for hinanden, hvordan vi rummer hinanden og hinandens forskelligheder. Drage omsorg for hinanden - som det større barns hånd, let hvilende på det yngre banes hoved, fortæller om.

Alle er vi kulturbærere og kulturnærere, og alle har vi noget at bære på i vores usynlige rygsæk.

Så - hvilken kulturnærer ønsker du at være?

Kh/Bente