Hovmod står for fald. Eller gør det?

Engang imellem har mennesket godt af at blive mindet om vores egen lidenhed. Og at vi er del af noget større. Ishvara Pranidhana (Niyama, Ashtanga Yoga), betyder noget i retning af "overgivelse til det guddommelige" - at erkende, at vi er del af noget større. At vi altid allerede er elsket, som Peter Bastian så smukt formulerede det.  

I flere år har jeg haft denne nagende følelse af, at den samfundsstruktur vi har bygget, med dette ensidige fokus på profit og vækst for vækstens skyld, ikke er den rette vej. Gør det os glade og tilfredse? Overforbrug og misbrug af jordens ressourcer - vi lukker øjnene, og håber, det går. Og hvis ikke, er vi her ikke til at opleve, når den ikke gik alligevel. En dans om guldkalven af bibelske dimensioner; en dans, der giver stress, bekymringer, præstationsangst, og som giver rodløse mennesker. Men - vi ved godt, inderst inde, at det endeløse forbrug ikke er det, der skal give os glæde og tilfredshed.

Så - hvornår er nok nok?

Og pludselig, tilbage i marts 2020, er vi midt i en ny virkelighed - stikket blev trukket for os, og nu havde vi en enestående mulighed for at gentænke samfundsstrukturen. Og vi har brug for en samfundsrevolution.

Hvilke værdier er vigtigst? Penge, profit, vækst? De er et middel, ikke et mål i sig selv. Vi skal have brød på bordet, ja, men hvordan? Skal vi gøre tingene, blot fordi vi kan? Og hvad er egentlig vores identitet som mennesker? Midt i orkanens øje var der stille, og vi har tid til at reflektere. Så - hvad vil vi?

Vi haster afsted for at “vækste” - og for anerkendelsen. LinkedIn er et glimrende eksempel: Jeg ønsker anerkendelse for det, jeg gør. De sociale medier gør ikke nødvendigvis noget godt for os som mennesker - de er med til at få livet og hverdagen til at blive "noget", vi skal måles på. Vi bliver vurderet for det, vi gør, og ikke elsket, fordi vi er. 

Jeg blev glad, når jeg læste om det sammenhold og samfundssind, der blev udvist, midt i hele dette kaos - at der var overskud til at støtte medmennesker; til at stå sammen hver for sig. At et enigt Folketing kæmpede for en sag, og for en stund glemte partifarve. Hvor menneskeliv vægtedes meget, meget tungt. Det giver håb, og det giver en tro på menneskeheden. Det var dejligt at opleve. Så kom krigen i Ukraine, og billedet gentog sig - vi har overskud til at hjælpe.

Men..... vi er tilbage, næsten hvor vi startede. Vi drøner afsted på jagt efter - hvad? Tiden bliver en faktor, vi skal skynde os. Nej, vi skal faktisk ikke skynde os. For vi skaber stressede mennesker med denne turbohastighed. Der er en overflod af tilbud om mindfulness, meditation og yoga, fordi når du dyrker det, kan du holde til ræset, holde til at løbe stærkt i hamsterhjulet. Hvor længe vil vi blive ved med at symptombehandle?

Når jeg ser tilbage på mit liv, ønsker jeg ikke, at jeg havde skyndt mig mere eller arbejdet mere - jeg ville hellere have haft mere tid til langsomhed, til at være mere sammen med mine børn. Ikke være samfundets ejendom, der skulle tjene penge vil velfærdsstaten. Jeg betaler med glæde min skat, fordi det er fantastisk at være med til at betale for, at vi kan gå til læge, på bibliotek, få uddannelse og komme på sygehus, og jeg kan ikke se, hvordan samfundsstrukturen ellers skulle være, hvis vi skal vedblive at have de samme goder. Der er blot det aber dabei, at det gør os syge, denne evige jagt efter vækst.

Og ja, så er vi tilbage til vækst, vækst for vækstens skyld. Hvilket faktisk er den samme logik, som vi finder i en kræftcelle, vækst for vækstens skyld.

Min Sankalpa til Yoga Nidra er "Jeg har ikke travlt." Og ja, jeg ved godt at man ikke skal dele sin Sankalpa med andre, fordi den mister sin kraft, hvis andre begynder at have en mening om den. Det er jeg bare temmelig ligeglad med, for den er helt perfekt, med sin indbyggede negation og sin opfordring til at skynde sig langsomt. Jeg elsker det faktum at denne sætning har givet mig mere tid, mere overskud. Fordi jeg nu aktivt vælger til og fra - hvad vil jeg bruge min tid på.

Langsomhed skal være på mode igen, vi skal genlære at skynde os langsomt, at gøre en ting ad gangen, at tage pauser, at hvile, at være i stilhed.

Alt dette, fordi det er godt for os. Vi skal være gode ved os selv, vi skal give os selv lidt kærlighed. Eller meget kærlighed, faktisk. Væredygtighed skal på mode. Fællesskab og bæredygtighed, også når det gælder os selv.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

Kh/Bente